10 april 2016

Bryg 41: IPA

Så er vi nået til tredje og sidste bryg i 100-års serien - en IPA. Velhumlet med gode citrus- og tropefrugthumler. Som vand blander vi halvt vangedevand, halvt flaskevand for at ballancere evnen til at understøtte en god humlemængde og en god mineralsk sammensætning til den smule karamelmalt, vi tilsætter.

Opskrift


4,0 kg Chateau Pale Ale
0,5 kg Carahell
0,5 kg Caramunich Malt
30 g Mosaic [10,20 %] - koges i 60 min
40 g Cascade [2,85 %] - koges i 10 min
50 g Galaxy [9,10 %] - tørhumles i 7 Days
1 pkg Nottingham tørgær

Bryglog


Mæsker ind med 15 liter vand (8 flaske, 7 vangede) ved 73 grader. Efter 15 minutter lander temperaturen på 68 grader. Det er fint. Så kan den få lov til at glide ned imod de 65 grader i løbet af den afsatte time.

Ender omkring 64 grader - hæver til 77 grader og holder i 10 minutter. Nottingham er kendt for at gære godt i bund, så for ikke at få for høj styrke og for spinkel mundfylde er det vigtigt, at en pæn del af mæsketiden har ligget over 66 grader - som det har i dag.

Fin kogning - ender med at tilsætte Cascade med 15 minutter tilbage - i øvrigt som 20 gr. blade og 20 gr. pellets. Pre boil OG lander på 1.055, hvilket var spot on efter opskriften. Til gengæld opsamler vi faktisk 22,5 liter, hvilket er noget mere end opskriften tilsiger. En del af det kan jeg ikke forklare, men én af litrene kan jeg: vi gennemskyllede masken med én liter kogende vand som det sidste, dels fordi vi var bange for ikke at få opsamlet nok - hvilket vi altså så rigeligt gjorde - og dels for at få skyllet endnu mere sukker ud. Mæskeeffektiviteten lander på 78%, hvilket er rigtigt fint.

Post boil OG derimod skød noget over målet: 1.064. Så god kondensering af brygget. For at få den forventede styrke i flasken ned i retning af de 6% tilsatte vi derfor 2 liter flaskevand direkte til kogegryden ved flameout. Temperaturen derefter var stadig et godt stykke over 80, så det 'nye' vand nåede fint at blive desinficeret. Efter tilsætningen faldt OG til 1.054, hvilket giver en samlet styrke i flasken på 5,7%, men da Nottingham er kendt (her i huset i hvert fald) for at gære endnu dybere end opskriften siger (1.014), så forventer jeg faktisk, at vi lander på et fint, rundt 6-tal.

Hmmm... Ender med at sætte godt 18 liter til gæring ved 1.052. Eller det vil sige hvis man tager målingerne fra refraktometeret. Men for en gangs skyld målte vi med både det og traditionel målebæger, og dér sagde den 1.050 - og det er lige i underkanten. Nuvel, jeg tror, jeg skal have rekalibreret mit refraktometer - og i øvrigt generelt have sat min målte mæskeeffektivitet lidt ned. For hvis det generelt har vist for højt, så giver det naturligvis for høj effektivitet i brygprogrammet - op imod 3 %-point ved en unøjagtighed på 2 i målingerne. Og når jeg så altid måler FG med målebæger, har jeg hidtil fået alkoholmålinger, der er 0,27% ABV for høje. Det er jo lidt irriterende...

Nå, dette bryg ender så nok omkring de 5,5%, hvilket er fint for stilen (lige akkurat), men ikke helt de 6%, vi skød efter. Vi skulle nok have undladt i hvert fald den ene af de to liter, vi tilsatte før kogningen. Til gengæld satte vi næsten to liter mere til gæring, end opskriften tilsagde, så den samlede brewhouse efficiency for dagen endte på lige over 63% inkl. fortynding.

Til gengæld er jeg helt sikker på, at det bliver en velsmagende øl! :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar