06 marts 2016

Bryg 39: Weissbier

Bryg to til 100-års fødselsdag: en hvedeøl.

Opskrift


2,00 kg hvedemalt
1,50 kg Pale Ale
0,50 kg valset byg
Risskaller
20,00 g Hallertauer Mittelfrueh [4,00 %] - koges i 60 minutter
Hefeweizen Ale (White Labs #WLP300)

Bryglog


Laver en blanding med ½ flaskevand og ½ vandhanevand. Skulle give en god mineral-cocktail og en god pH-værdi. Mæsker ind med 12 liter ved 73 grader. Efter 15 minutter er temperaturen 67 grader. Mæsker i 75 minutter, så enzymerne får tid til at omdanne stivelsen til forgærbart sukker. En hvedeøl skal ikke være sød og mundfylde/krop kommer af den valsede byg. Efter 30 minutter: 66 grader. Efter 45 minutter: 64 grader. Ender med at varme lidt omkring de 60 minutter - og reelt mæske i 90 minutter - vi skulle jo lige være færdige med frokosten. Fin udmæskning - de 100-150 risskaller gjorde underværker.

Pre boil gravity var 1.041, hvilket var lidt højere end opskriftens 1.039, men til gengæld ender post boil gravity på 1.046, hvilket er lidt lavere, end opskriftens 1.049 - all as usual. Styrken i flasken ser ud til som ønsket at lande lige omkring 5% - formentlig lidt over. Sætter 17 liter til gæring.

Efter tre-fire uger er brygget formelt gæret færdigt og der er da også noter af skumbanan i både duft og smag. Men det er lige som om, der er et 'hul' i smagen lige før man synker den, og det prøver vi at udfylde med tørhumling med 30 gr. af den forholdsvist nye Mandarina Bavaria, som - skægt nok - skulle give noter af mandarin. Efter yderligere en uge er der bestemt kommet format og helhed over smagen - men mindre hvedeøl end måske egentligt forventet - og der er mandarin i især duften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar