15 november 2015

Bryg 34: Imperial Coffee Vanilla Chocolate Oatmeal Stout

Siden den lidt mislykkede Breakfast Geek Morning Stout, som fik alt for lav styrke og lidt vel rigeligt med kaffesmag, har jeg haft lyst til at gentage brygget - omend nu i lidt omskrevet og udvidet form. Om alt går vel, bliver dette en regulær desertøl - sød, stærk, fyldig med noter af vanilje, kaffe og chokolade. Men en ny indpakning til gæren har muligvis sat hele brygget i fare...



Forklaringen er, at vådgær fra White Labs nu kommer i en blød, hvid plastikindpakning, og ikke i de hidtidige 'glas'. Men da jeg skulle lave starteren og klippede posen op langs den anviste streg, løb der væske ned ad posen og min hånd, og da jeg hældte indholdet i starteren kan noget af det, der løb ned på hånden og ydersiden af posen være løbet med ned i starteren - og selvom jeg havde sprøjtet StarSan på posen og sprittet mine hænder, kan der meget nemt være kommet bakterier med ned, som kan ødelægge brygget.

Hvis jeg ikke er 100% tryg ved starteren - jeg synes, den har en lidt skarp kant i duften - når jeg skal tilsætte gær til brygget, bliver det to poser tørgær, jeg fluks skaffede mig... Nå, men ellers er opskriften præget af karamelmalte og mørke malte, samt de tre tilsætninger: kakaoskaller, kaffe og vanilje.

Opskrift


Type: Imperial Stout
Opskrift: Q-bryg
Brygdag: 15. november 2015
Q-navn:

Malt:
4,00 kg Pale Ale
0,50 kg Caramunich I
0,50 kg Caramunich II
0,50 kg Caramunich III
0,50 kg Chocoladespeltmalt (550,0 EBC)
0,50 kg Havre, maltet
0,25 kg Chocolademalt (900,0 EBC)
0,20 kg Havre, valset
0,10 kg Ristet byg (1250,0 EBC)
0,05 kg Tørverøget malt

Humle:
25 g Centennial [7,20 % korrigeret] - koges i 60,0 min
15 g Cascade [6,80 % korrigeret] - koges i 60,0 min
20 g Cascade [6,80 % korrigeret] - koges i 15,0 min
20 g Centennial [7,20 % korrigeret] - koges i 5,0 min

Andet:
20 g kakaoskaller mæskes i 60 minutter
½ tablet Protafloc, koges  i 20 min
Vaniljestang koges i 5 minutter
2 dl kold kaffe tilsættes ved flaskning - droppet!

Gær:
WLP004 Irish Ale

Kapsel:


Bryglog

Mæsker ind ved 74 grader. Rammer 67 grader (der er over 7 kg. malt). Det er lidt lavt, men lader den stå sådan i ½ time. Hæver derefter til 70 grader og lader stå yderligere ½ time. Hæver derefter til 77 grader og lader stå i 15 minutter. 

Der er i øvrigt noget galt med opskriftens vandregnskab. Jeg skal opsamle mindst 13½ liter urt før kogning for at kunne sætte 10 liter over til gæring. Da der er over 7 kg. malt, som formentlig holder ca. 11 liter vand, og da jeg mæsker ind med 19 liter, skal jeg altså ikke mæske ud med yderligere 3 liter, som opskriften siger i mobilversionen, men snarere de 6 liter, som opskriften siger i desktopversionen - så enten har jeg gjort noget galt i app'en, eller der er en 'bug'... Jeg går efter de 6 liter. 

Hmmm... Og så var sandheden alligevel midt imellem: opsamler 14 liter til kogning ved OG 1.076 og yderligere 1½ liter til vasken. Med så pas lav en OG, bliver det lige på vippen om dette bliver min første øl over 10%... Man kunne også smide lidt sukker i for at tørre den ud, men så vil jeg hellere pitche en anden gær senere, hvis FG ikke ligger passende lavt efter et par uger. Nå, men et ordentligt kog kan den i hvert fald få!

Koger i én time. Sætter ca. 9 liter til gæring med en OG på 1.094 før gærstarter. Ikke så dårligt. FG skal blot lande på 1.021 eller lavere, så er styrken i flaskerne på 10% eller mere. Det bliver spændende! Og de to shot espresso vælter nok ikke dét læs...

Efter 1½ måned i gærspanden (jeg havde lidt mistet tidsfornemmelsen), var FG kun nået til 1.038, hvilket ikke er godt nok. Tag ikke fejl: den smager dejligt - men der skal alligevel gøres noget ved den store mængde restsukker. Derfor tilsætter jeg endnu en portion WLP004, og så må vi se, om den får FG ned i retning af de 1.020. Og hjælper det ikke, har jeg også en pakke færdiggæringsgær, som kun er lavet til at æde det sidste sukker, men ikke give smag... Nu må vi se...

Efter yderligere 4 uger er FG faldet til 1.036, hvilket stadig er for højt. God 'sticky' øl med kaffesmag, tørret frugt og god sødme, som den er nu, og ikke et snært af alkohol, selvom den immervæk holder næsten 8%. Tilsætter ikke desto mindre et brev F2 - eftergæringsgær - for at se, om det kan presse FG yderligere ned...

2. 2 var alt. hvad denne særlige F2 eftergæringsgær kunne hente. Så der ER altså ikke mere, at komme efter. FG lander definitivt på 1.034. Det er meget højt - ikke sygeligt, bare meget - og giver en motorolielignende konsistens. Flasker 20/2 - 3 måneder efter brygdag - og helt uden andre tilsætninger; smagen er nemlig fantastisk! De ristede malte giver klare kaffenoter, og kakaoskallerne giver en meget, MEGET klar chokoladesmag. Mørk, ren, ikke særligt bitter chokolade, der bliver siddende i mundhulen som eftersmag, mens den klæbrige fornemmelse på læberne indikerer fylde... :)

Nå, færdig styrke i flasken bliver på 8,3%, hvilket ikke er dårligt, men MEGET langt fra de 10+%, jeg havde drømt om. Jeg tror, det er den halve time ved 70 grader under mæskningen, der har gjort udslaget. Kunne have tilsat lidt sukker eller anden letfermenterbar substans (f.eks. mælkesukker for at give milk shout-fornemmelsen), og så var styrken blevet højere - men det var sjovt at prøve at lave en, der skulle 'bære' styrken selv. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar