01 januar 2018

Bryg 74 Small batch Motueka IPL

Jeg synes ikke, Taiheke-humlen stod så klart i IPA'en i nr. 73, som jeg havde forventet, men måske er den ikke klar endnu. Én ting, der dog er sikkert, er, at også den er overkarboneret - på trods af, at jeg brugte halvt så meget karboneringssukker som vanligt. Jeg har lagt mærke til, der er en tendens til, at det er de øl, jeg tørhumler med hele blade eller kogler, der overkarbonerer. Der er også andre, men disse gør det nærmest konstant. Nu fortsætter jeg eksperimentet med for mig ukendte New Zealandske humler i small batch-bryg, og da min Motueka er kommet i 'pellets', vil jeg samtidig afprøve min teori om, at det er når jeg tørhumler med blade, det går (mest) galt. Måske får jeg simpelthen kontamineret brygget under tørhumlingen? Jeg synes ellers, jeg er meget forsigtig... Men smagen fejler jo ikke noget, så det er ikke smagsændrende bakterier, der kommer ind... Well, vi får se.

Motueka skulle bidrage med noter af lime, citrus i almindelighed, melon og tropefrugt. Anmeldelserne på humlens egen hjemmeside er imidlertid ikke entydige, nogle siger bare 'earthy' og 'herbal', så for at lave en helgardering, laver jeg en IPL, som kan tåle både citrus & tropefrugt og earthy & herbal - hvad det nu måtte blive.

Opskrift


3,0 kg økologisk dansk pilsnermalt
115 g karamelmalt (en rest)

Proteinstop i 11,9 liter vand ved 50 grader i 30 minutter
Forsukring ved 64,4 grader i 75 minutter
Mæskestop ved 75,6 grader i 10 minutter
Eftergydning med 7,5 liter vand ved 76 grader

20 g Motueka [4,10 % korrigeret] koges i 60 minutter
20 g Motueka [4,10 % korrigeret] koges i 20 minutter
20 g Motueka [4,10 % korrigeret] trækker i 20 minutter efter endt kogning
40 g Motueka [4,10 % korrigeret] tørhumler i 7 dage

1 pk Bohemian Lager (Mangrove Jack's #M84)

Fermenteringsprofil: Lager (10 dage ved 12-14 grader, 4 dage ved 17-18 grader, yderligere 14 dage ved 12-14 grader, derefter flaskning, 14 dage ved 22 grader og så på 0-2 grader i et par måneder).

Bryglog


Med disse små bryg er det lidt svært at ramme målene nøjagtigt. Jeg ville kun have mæsket i 11,5 liter til at starte med, men endte alligevel på 11,9 liter. Giver en lidt løsere mask og et friere gennemløb i recirkuleringen, hvilket i sig selv ikke er dårligt, men jeg er bare bange for, der så er 'lommer' af malt, der bliver dårligt mæsket. Nu må vi se, hvad effektiviteten siger.

Der har været lidt langt imellem bryggene her på det sidste, hvilket dels skyldes, at jeg har haft travlt med andre gøremål, dels at jeg har fået sparet en god portion øl op, som jeg gerne vil have tyndet ud i. Forskellige arrangementer, der vel 'bed' en 100 flasker af beholdningen hjalp, men der er stadigt for mange. Derfor overvejer jeg også, om jeg skal gå i gang med nogle lidt mere eksperimenterende bryg - afsøge nogle stilarter, jeg ikke plejer at brygge, eller eksperimentere med nogle 'fremmede' ingredienser. Det gør ikke så meget, hvis et bryg flopper, hvis man kun står med 10-12 liter...

Fin eftergydning. Lod urten recirkulere i starten sammen med vandet, så det tog godt lang tid at få skyllet restsukkeret ud. Opsamler 17 liter til kogning, hvilket er en hel liter mere end forventet, men vægtfylden før kogning var spot-on 1.044. Det giver en effektivitet på 79%! Tog dog kun én måling, så lad os nu se, hvad den endelige vægtfylde bliver...

Endelig vægtfylde endte på 1.050, altså helt som opskriften forudsagde. Mængden derimod blev kun 11½ liter, hvor det skulle have været 12-13 liter. Forklaringen er, at jeg hældte humlepillerne direkte i urten, og at det slam, det gav, 'åd' 1-1½ liter urt. I øvrigt var det i bred almindelighed en dårlig idé. Jeg måtte improvisere et filter til den afkølede urt, så jeg ikke fik for meget humlesnask i gærspanden, og selvom jeg overhældte min gamle mæskepose med kogende vand inden brug, er der alligevel forhøjet risiko for kontaminering.

FG lander på 1.011, så styrken i flasken bliver 5,5 %. Duften er dejlig frugtig, citrusagtig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar