08 april 2017

Bryg 61: Czech Pils mk. IV

Forår er det - omend ikke så varmt, som man kunne ønske sig. Alligevel er det tid til at lave sommerens pils. Da jeg bruger en ny pusher til ingredienser, er gæren nu Wyeast i stedet for White Labs. Jeg holder mig til en relativt kendt og velafprøvet malt- og humleprofil, og på den baggrund bliver det tydeligt, hvordan gæren arter sig.

Opskrift


5,0 kg pilsnermalt
0,1 kg Caramunich II (Weyermann)  

Proteinstop med 17,2 l. vand ved 50,0 grader i 30 min 
Forsukring ved 64,4 grader i 75 min 
Udmæskning ved 75,6 grader i 10 min 

50 g Galaxy [6,0 % korrigeret] - koges i 60 min
30 g Saaz (2016) [3,0 % korrigeret] - koges i 15 min  
30 g Saaz (2016) [3,0 % korrigeret] - koges i 5 min 
1 pk Czech Pilsner Lager (Wyeast Labs #2278) 

Samlet kogetid: 90 minutter

Bryglog


Dejligt at komme igang igen efter et par måneders pause. Kan næsten ikke huske, hvordan det er, man gør!

Jeg skal altså være mere præcis med vandet - jeg fulgte Grainfather-app'ens fortolkning af opskriften, som sagde, jeg skulle mæske med 17,2 liter, hvor imod den 'rigtige' værdi fra Beersmith siger 16,7 liter. Den halve liter gør, at jeg ikke kan få topfilteret langt nok ned, så jeg for presset masken sammen. Derfor tegner brygget til at blive temmelig uklart.

Nå skidt, det er en lang mæskning, så måske jeg når et klar resultat alligevel, f.eks. hvis jeg rører lidt under vejs, som flere Grainfather-bryggere praktiserer.

Hmmm... En ting er, at jeg fik tilsat en liter for meget (nok den, jeg boksede med i Grainfatheren under mæskningen), så jeg fik 29 liter til kogning i stedet for 28. En anden, at jeg igen har en effektivitet på 63%. Preboil OG på 1.034 er milevidt fra de 1.046, opskriften forudsagde, og styrken havner nede omkring 4%. Det kan gå, men er irriterende. Jeg tror faktisk, at det faktum, at der var for meget vand i til at starte med (men ikke mere end ½-1 liter), var nok til at ødelægge forløbet. Det er ret frustrerende, hvis tolerancerne på dette anlæg er så lave, at ½ liter i et bryg på næsten 30 liter skal kunne afgøre, om effektiviteten er ynkelig eller fornem. Det tegner til, at i morgen bliver endnu en brygdag, og dér vil jeg følge Beersmith-opskriftens mængdeangivelser i stedet for app'ens.

Samtidig gik eftergydningen alt for hurtigt. Jeg ved ikke hvorfor, for mit malt var malet groft som tidligere. Jeg havde dog noget mas med gummiringen omkring topfilteret, der blev ved med at hoppe af, så jeg formentlig ikke fik det nødvendige pres på malten. Og så er der jo endelig den sædvanlige mulighed, at jeg ikke rørte godt nok.

Jeg fandt noget lys maltekstrakt blandt mine ølingredienser - ca. 360 gram. Smider det i for at få lidt højere styrke (omkring pilsner - 4,7), og en lidt tørre afslutning.

Ender på 1.040 med 23 liter.

Dette bryg skulle bare drille: gæren var død... Første gang jeg prøver, at der slet intet sker. Efter en uge smider jeg en rehydreret Mangrove Jack tørgær i, og så skete der noget... Officielt er det så ikke en lager mere, men en ale. Gærer ved ca. 19 grader.

Ender på 1.003 og en styrke i flasken på 5.2%. Smager godt - frugtig, uklar (i hvert fald tappeprøven) - lykkedes vist meget godt trods alt... 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar