07 november 2016

Bryg 54: Equinox IPA

En for mig helt ny humle - Equinox - og endda fra en brygbutik kun 5 minutters kørsel hjemmefra. Og så anede jeg ikke, den fantes... Nå, men de er så heldigvis gennemgående billigere end andre og har et rigtigt flot udvalg (bl.a. som de eneste i DK netop Equinox samt de 33 cl. flasker, jeg så længe har drømt om at få fat i igen)... Stedet hedder Humlecentralen, og bliver vist mit nye stamsted! Og sikke en masse lækkert isenkram, de har - tjek deres webshop ud!

Brygger en SMASH IPA med Equinox (før den skifter navn til Ekuanot - sikkert på grund af noget produktbeskyttelse et eller andet sted... Frigivet i 2014 og beskrives med ord som tropisk frugt, citrus, frugtig, 'urtet'.

Opskrift

5 kg. pale ale
Equinox humle (2015, nedjusteret til 9,8% alpha) tilsat således:
10 gr. ved first wort
10 gr. ved 30 minutter
10 gr. ved 50 minutter
30 gr. ved flameout i 20 minutter
40 gr. tørhumling i fire dage
Gærer med Nottingham

Bryglog

Mæsker ind med 14 liter vand ved 72,5 grader. Rammer 66 grader. Holder den deromkring - tilsætter efter 15 minutter en liter vand ved 95 grader. Mæsken var i forvejen lidt tyk - tror jeg kom lidt over 5 kg. (øjede den for en gangs skyld - det er ikke maltprofilen, der er stjernen i denne forestilling).

Kører i øvrigt ca. halvt af hver på vandet. 14 liter flaskevand, 16 liter vangedevand. Synes, de seneste par 'lyse' bryg, hvor jeg har været for doven til at hente flaskevand, har været lidt vel hårde i karakteren. Er blot bekymret for, om der så ikke er humle nok i til at give et ordentligt boost, men vi får se...

Nå, lad mig så bare slå fast, at mit øjemål for malt ikke er så godt. Pre-boil OG endte på 1.057, hvor den skulle have været 1.048. Og så meget bedre end normalt kørte min mæskning altså ikke. Hvis jeg sætter mængden af malt i opskriften til 6 kg. i stedet, så passer det bedre, men så bliver øllen for stærk: op imod 8%. Den lette løsning på det er at smide to liter vand oven i urtgryden (eller før køling i hvert fald), og det vil jeg også gøre, men det 'fortynder' også humlen. 

Jeg har desværre ikke mere Equinox end det, der er sat af i opskriften, men jeg fandt noget Galaxy, som til og med er i blade, og da jeg i forvejen er lidt bekymret for, at mit filter i urtgryden ikke rigtigt kan fange humle i pelletsform - og dermed heller ikke agere filter for bundfald, passer det mig fint at kunne skyde noget Galaxy ind under vejs: 10 gr. ved 50 minutter og 20 gr. ved flameout sammen med Equinox'en. Både Equinox og Galaxy har tropefrugt som tema - den ene fra den nordlige, den anden fra den sydlige halvkugle - så måske kunne det virke at lave en større tørhumling og kombinere de to til en slags fruil bowl? Det kan man jo lige overveje...

Som sædvanligt er min inddampning ikke så kraftig, som opskriften forudsætter. Måtte også koge med 'stalddøren' på klem, så kogningen blev aldrig rigtigt vild. OG før fortynding ender på 1.062. Det er stadig for højt, så jeg fastholder planen og 'vander' med 2 liter, hvilket giver en OG på 1.054. Nottingham-gæren er kendt for at 'gå dybt' i sukkeret, så jeg forventer en FG omkring 1.010, og dermed en styrke i flasken på lige godt 6% - hvilket er meget passende.

18½ liter sat til gæring.

Spot on - FG = 1.010, så styrke i flaske = 6,2%. Ikke så frugtig, som den kunne have været - der skal simpelthen mere humle til! Men smager dejligt - også bogstavligt; efter 14 dages karbonering er der klar fornemmelse af kogt korn og dej - men det er jo netop derfor, de altid skal modne i en måneds tid, sådan nogle hjemmebryg!

Kapsel: mørkebrun - 33 cl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar