01 maj 2015

Bryg 19: Imperial Amber Ale

Der er ikke nogen tvivl om, at mit vand udfordrer mig, når jeg skal lave lyse øl. De får en skarphed, der ikke altid klæder dem, hvilket jeg er ret sikker på, kommer fra vandets hårdhed og den mineralske sammensætning. Jeg kan justere lidt, og jeg kan koge noget af hårdheden væk, men der ingen tvivl om, at mit vand egner sig bedst til mørkere øltyper. HVOR mørke, de behøver være, er så en helt anden sag, så derfor tager jeg i dag det første skridt fra lysere ales imod den MØRKE side... Med en Amber Ale.

18 april 2015

Bryg 18: Copenhell Chili Black IPA

Et par af mine venner er ret vilde med Copenhell-festivalen. Så vilde, at de har spurgt, om ikke vi kunne brygge en øl sammen, som markerer og symboliserer festivalen, og som måske også kan være en del af en mediegimmick, de vil prøve at lave til festivalen her i 2015.

Efter en hyggelig aften på først og fremmest Taphouse, hvor vi smagte os rundt i ølverdenen, endte vi med dette design: en Black IPA med Mosaic og Galaxy humle og et pænt skud chili. Filosofien er, at humlerne giver en frugtighed og friskhed i smagen, malten - med godt med Caraaroma - giver en sødme og en karamelagtighed sammen med en forhåbentlig middel mundfylde, og chilien giver varme til smagen og et bid i mundhulen bageter.

03 april 2015

Bryg 17: Belgian Dark Strong Ale

Jeg var så heldig for en måneds tid siden at falde over en Westvleteren 12 på Taphouse i København - og sørme senere i Kvickly i Allerød. Sidstnævnte har jeg endnu til gode at smage, men den i Taphouse drak vi (tre mand delte en 33 cl.). Nu er det ikke sådan, at jeg på nogen som helst måde forestiller mig, jeg kan lave en vellykket klon af dén øl. Ud over, at opskriften formentlig er hemmelig og gæren sikkert en anden, end den, jeg har, så er hele brygningen en helt anden historie. Men derfor kan man jo godt interessere sig for stilen... Jeg begynder dog lidt mindre ambitiøst her.

02 april 2015

Bryg 16: Tjekkisk pilsner

Jeg har været igennem White Labs katalog over vådgær mange gange efterhånden, og det er virkeligt inspirerende. Årstiden og den tilstundende sommer taget i betragtning - samt med afsæt i det faktum, at jeg har købt mig 25 kg. pilsnermalt - har jeg valgt at kaste mig ud i en tjekkisk pilsner med gær fra Budejovicky Mestansky Pivovar - altså den originale Bud!

29 marts 2015

Bryg 14: London Stout og bryg 15: Dublin Stout

Nu har jeg brygget øl i mere end ½ år. Det er jo ingen tid, men hold da op hvor har jeg lært meget - både af den formelle litteratur, mange gode hjemmesider og fora - og ikke mindst af at stå med fingrene (billedligt talt) nede i suppedasen. Jeg har været rundt i maltverdenen og humleverdenen - uden overhovedet at være hverken særlig rejsevandt eller være kommet ud i hjørnerne - dertil er de verdener simpelthen for store.

08 marts 2015

Bryg 13: Humlehyl remake

Bryg 1 blev ret godt, og især én af kollegerne har omtalt den flere gange siden. Jeg har derfor besluttet at lave en øl, der er tilpasset hvordan brygningen af Humlehyl faktisk fandt sted. Jeg mæskede den gang i pose, hvilket gav en meget lavere effektivitet. Da jeg ikke bruger pose mere, har jeg reduceret maltmængden tilsvarende. Resten er næsten den samme...

21 februar 2015

Bryg 12: Black IPA

Der er to skoler inden for Black IPA: dem, der prøver at lave en klassisk IPA (vestkyst, østkyst, engelsk eller andet), men bare gøre den sort - en slags 'narrestreg', hvor den, der drikker den, oplever et skisma mellem forventningerne til, hvordan øllet skal smage, og hvordan det rent faktisk smager - og dem, der faktisk lader de mørke malte spille en vis rolle i smagsbilledet. Den første variant er den sværeste at lave, for man skal være uhyre varsom med doseringen af de meget mørke malte - eller ristede korn - hvis man vil have, de skal give farve men ingen smag.

Både fordi, jeg synes, det virker lidt fjollet at lave 'drilleøl', og fordi jeg gerne vil arbejde mere med maltsammensætningen i mine øl, valgte jeg at lave en BIPA af sidstnævnte type. Den altoverskyggende hovedvægt i maltsammensætningen ligger naturligvis på pale ale, men derud over lidt karamel- og chokolademalt for måske at give en lidt sødere bund til en frugtig og bitter primær oplevelse.